Flagdage
Officielle flagdage er dage, som har en særlig national betydning. Statslige
myndigheder har på officielle flagdage pligt til at flage med splitflag fra deres
bygninger – på den grønlandske flagdag dog med det grønlandske flag Erfalasorput
og på den færøske flagdag med det færøske flag Merkið. Private personer,
virksomheder og organisationer mv. har ikke pligt til at flage på de officielle flagdage.
Officielle flagdage 2021
Dato | Begivenhed |
---|---|
1. januar | Nytårsdag |
5. februar | Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Marys fødselsdag |
6. februar | Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Maries fødselsdag |
2. april | Langfredag. Der flages på halv stang hele dagen |
4. april | Påskedag |
9. april | Besættelsesdagen. Der flages på halv stang til kl. 12:00, herefter på hel stang |
16. april | Hendes Majestæt Dronningens fødselsdag |
29. april | Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benediktes fødselsdag |
5. ma | Befrielsesdagen |
13. maj | Kristi Himmelfartsdag |
23. maj | Pinsedag |
26. maj | Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederiks fødselsdag |
5. juni | Grundlovsdag |
7. juni | Hans Kongelige Højhed Prins Joachims fødselsdag |
15. juni | Valdemarsdag og genforeningsdag |
21. juni | Grønlands nationaldag. Der flages med det grønlandske flag Erfalasorput. |
29. juli | Færøernes nationale festdag, Olai Dag. Der flages med det færøske flag Merkið. |
5. september | Danmarks udsendte |
25. december | Juledag |
I tilfælde, hvor fødselsdage i kongehuset falder på langfredag, flages der på halv
stang. Der gælder særlige regler for militære flagdage.
Udover de officielle flagdage kan Justitsministeriet bestemme, at statslige
myndigheder skal flage i anledning af særlige begivenheder, som f.eks. statsbesøg
eller særlige begivenheder i Kongehuset.